Poul Nyrup - hvordan kan man leve med at være efterladt

8. april 2009

Vi der var mødt op i Mediecentret i Aabybro tirsdag eftermiddag i påskeugen for at høre Poul Nyrup Rasmussen tale under ovennævnte overskrift fik et personligt, nærværende og dybt inspirerende vidnesbyrd at tage med os hjem.

Jeg vil her blot plukke nogle af de sætninger som var til særlig inspiration for mig, da det slet ikke er muligt at yde Poul Nyrup Rasmussens tale i sin helhed retfærdighed.

Poul Nyrup talte om, at den værste tomhed der findes er når et menneske hverken kan give eller tage. Med det satte han ord på noget, jeg endnu ikke har fået udtrykt siden min mand for 5½ år siden tog sit liv, nemlig den grænseløse afmægtighed man står i, når et menneske man elsker er i færd med at ødelægge sig selv og man rækker ud og kan se, den anden kan se din udstrakte hånd, men ikke evner at tage imod den.

'Det er et fejludsagn at tiden læger alle sår…' sagde han videre og talte om vores tids ide om at vi kan lukke for alt det der smerter og så gå videre som intet er hændt, men vi der har mistet ved jo at sorgen bliver hos os. Og i stedet for at gemme det væk må vi 'videreføre den samtale og det nærvær vi havde med den vi har mistet.'

'Hold fast i erindringen!'

Når jeg holder foredrag om og for efterladte er en af mine hovedpointer at en efterladt efter selvmord ofte mister dobbelt, fordi man både mister det fysiske liv med den man holdt af, men man mister også retten til at mindes det liv vi delte. Rigtig mange efterladte har oplevet, når de ville dele et minde, at i det øjeblik de nævner navnet på den de holdt af, bliver folk fjerne i blikket og mumler noget om at det da også var skammeligt det skulle ende sådan, hvorefter de leder samtalen over på noget andet.

Men det der giver mening er jo ikke afslutningen på det liv vi har haft med vores kære, men alt det der gav mening og indhold mens de var hos os, derfor vil jeg håbe Nyrups opfordring til at 'videreføre samtalen' kan bringe mod til efterladte til at insistere på at mindes hele mennesket, og forståelse hos andre om at behovet for at mindes lever lige så vel hos os, som hos alle andre.

Sætningen: 'Vi må sætte os ud over at vi er hovedårsagen …' står smukt og skarpt i mine tanker nu, kædet sammen med erfaringen af at den der tog sit liv ofte så vores udrakte hånd men ikke evnede at tage imod den, er denne tanke en hjælp til alle der plager sig med spørgsmål om skyld og ansvar.

For Poul Nyrup giver det mening at bruge sin erfaring til at gøre noget som kan hjælpe andre, igen særdeles smukt sagt i sætningen 'vi må hver især arbejde der hvor vi ved noget i kraft af vores ubærlige sorg.'

Det er jo netop den måde vi er nødt til at betragte vores sorg på, som en ressource der giver os en særlig indsigt i livet, som det også blev sagt flere gange i løbet af eftermiddagen, så er sorg og glæde hinandens forudsætninger, og det er måske det vi har en tendens til at glemme i nutidens samfund, og derfor er 'vi der har mødt sorgen grænseoverskridende', for vi bliver jo aldrig helt de samme igen og det kan ses og mærkes på os.

Det er en stor gave for os der er efterladte at Poul Nyrup har besluttet at være med til at bryde tabuet omkring disse spørgsmål.

Hanne Svensmark