Selvhjælpsseminar beretning

29. april 2009

Om selvhjælperseminaret weekenden den 31. januar – 1. februar 2009.

 

Ejnar og jeg var første gang med på Landsforeningens seminar i efteråret 2008, det var en rigtig god oplevelse. Da vi modtog Landforeningens indbydelse til selvhjælperseminar den 31. januar – 1. februar 2009 på Gammel Brydegaard på Fyn var vi ikke i tvivl om, at det ville vi meget gerne deltage i.

 

Lørdagen startede kl. 9.15 med velkomstkaffe/te og hjemmebagte boller. Kursuslederne, Signe Hjortkjær og Gerda Jul, gav en introduktion til seminaret.

 

Det første oplæg var med psykolog Morten Holler, han talte om ”Fra traume til minde”. Morten er leder af Dansk Krisekorps og er selv efterladt efter selvmord. Morten er en spændende oplægsholder og er god til at illustrere på tavlen. Han fortalte hvordan han selv reagerede, da han mistede sin kæreste ved selvmord for efterhånden mange år  siden. Han talte om, at det er en livslang proces og vi skal lære at leve med vores tab. Det vigtige i at mindes de gode stunder vi har haft med vores kære, ritualer er en måde at mindes på. Det er vigtigt at få tingene lagret således, at det bliver os selv der styrer hvornår tingene skal tages frem.

 

Derefter var der præsentationsrunde. Vi var 28 kursister og to kursusledere der alle var efterladte efter selvmord. Alle præsenterede sig og fortalte deres historier. Det kan være meget svært at fortælle sin historie, men det er godt at få den fortalt og lærerigt at høre andres historier. Vi var et meget bredt sammensat hold, både aldersmæssigt og hvem vi havde mistet (forældre, børn, søskende, ægtefælde, samlever).

 

Så var der tid for frokost. Gammel Brydegaard byder på godt og veltillavet økologisk mad. Efter frokosten var tid til en travetur i den smukke natur.

 

Lørdag eftermiddag og det meste af søndagen var om sorg og krisearbejde med psykoterapeut Karin West Jensen fra København. Karin har stor erfaring i at arbejde med voksne efterladte efter selvmord, den erfaring fik vi del i. Karin holdt workshops med én eller flere af kursisterne. Hun slog fast, at der ikke var nogle tanker der var forkerte. Vi kunne hver især melde ind på et emne vi gerne ville diskutere. Det var så fantastisk at opleve hvordan Karin kunne køre terapi i fuld offentlighed og få forløbet afsluttet på en meget kompetent måde med den/de enkelte der var på. Jeg har aldrig prøvet noget sådant, der var så stor tillid i rummet og det var meget lærerigt at være med i.

 

Lørdag aften var der en dejlig middag og socialt samvær. Der var indlagt passende pauser i løbet af weekenden, hvor der blev talt meget sammen. Det er meget givtigt at tale og udveksle erfaringer med andre efterladte.

 

Søndag holdt Gerda og Signe oplæg om efterladtes situation, om Landsforeningens arbejde og om lokalforeningerne rundt om i landet. De havde forskellige brochurer og bøger med.  Vi afrundede og afsluttede med kursusevaluering, alle var enige om, at det havde været et fantastisk godt og udbytterigt seminar.

Kl. 16.00 drog vi trætte, men ladet med ny energi mod Nordjylland. 

 

Mange tak til Landsforeningen, Morten, Karin, Signe, Gerda og medkursister for et godt seminar.

 

Venlig hilsen

Ellen og Ejnar Bæk


4. februar 2012

Mange aktiviteter for efterladte og alle interesserede

I rigtig mange byer er der aktiviteter for efterladte efter selvmord og alle andre interesserede...

15. januar 2012

Årsmøde den 4. marts - deltag med dit eget bidrag!

Landsforeningen for efterladte efter selvmord fylder 10 år i 2012. Det betyder et særligt...