Weekendtræf for unge efterladte i marts 2012
15. januar 2012
Landsforeningen for efterladte efter selvmord indbyder hermed efterladte i alderen 16-36 år til weekendophold i et skønt og hyggeligt sommerhus ved Vibæk Strand, 2 km fra Ebeltoft by.
Opholdet varer fra fredag 23/3 kl. 19 til søndag 25/3 kl. 13.
Hensigten med denne weekend er at møde andre efterladte og få mulighed for at få åbnet op for, hvad det betyder, når man mister ved selvmord.
Selvmord er stadig meget tabubelagt og mange efterladte mødes af en mur
af tavshed, men i en gruppe af ligesindede er det muligt at blive set, hørt og forstået. Erfaringer fra andre grupper af efterladte viser, at det at fortælle
om sin sorg over at miste ved selvmord, og det at høre andres beretninger
kan medvirke til at komme igennem sorgen på bedst mulig måde.
Det er vores håb, at der via et sådant weekendtræf kan skabes et spirende netværk af unge efterladte efter selvmord. De foregående 2 år blev vores træf for unge efterladte rigtig godt modtaget og vi fik mange positive tilbagemeldinger. Vi håber at kunne følge op på succesen til marts.
Landsforeningen for efterladte efter selvmord ønsker således med denne weekend at skabe tid og rum til egne og andre unge efterladtes fortællinger om følelserne, tabuerne, reaktionerne og sårbarheden.
Det er vores ønske og mål, at sorgfortællinger og sorgarbejde ikke fylder
hele weekenden. Deltagerne skal bl.a. lave mad sammen, og der vil også være
afsat tid til hyggesnak, gåture langs havet eller andre ønskede aktiviteter.
Der må ikke indtages alkohol under weekendopholdet.
Som koordinatorer for weekenden vil I møde to efterladte: psykolog Anja Mailund Thomsen fra Århus (36 år) og pædagog Line Røn Kjær fra Viborg (37 år).
Anja står for ledelse af gruppen i sorgarbejdet, og Line vil hovedsageligt varetage praktiske opgaver.
Der er plads til 8 deltagere, og tilmeldingen foregår efter først til mølle princippet. Ved tilmeldingen skal der indbetales eller overføres 250 kr til foreningens konto i danske bank: 9281 40008349.
Man er først tilmeldt, når deltagerbetalingen er registreret.
Rejsen til og fra Ebeltoft må I derforuden selv finansiere. Kommer I ikke
selv kørende, er det f.eks. muligt at tage bus 123 fra Århus Rutebilstation.
(Afgang 23/3 kl. 17.25 og ankomst til Århus 25/3 kl. 14.12)
Tilmelding og evt. spørgsmål vedr. weekendtræf til Line Røn Kjær: lrk@live.dk, tlf.: 26348619 eller til Anja Thomsen: anja.thomsen@stofanet.dk. I uge 10 udsendes mail med deltagerliste og yderligere information om weekenden.
Landsforeningen for efterladte efter selvmord
www.efterladte.dk
Læs mere under
aktiviteter