Nyhedsbrev september 2004

       

. Nyt fra bestyrelsen

. Generel information

· Nyt fra lokalkredsene

· Andet

 

 

Nyt fra bestyrelsen

 

Vel tilbage fra endt sommerferie er bestyrelsen atter trukket i arbejdstøjet. Der er bl.a. truffet beslutning om at modtage et tilbud fra Kim Engelbrechtsen, der har startet sit eget konsulentfirma, om at han vil påtage sig jobbet som fundraiser, foreløbig for 1 år. I denne periode udtræder Kim af bestyrelsen og opgiver derfor hvervet som næstformand. Aftalen gælder kun for ansøgninger til private fonde, idet Landsforeningen forsat vil stå som ansøger, når det gælder offentlige midler. Kim vil løbende orientere bestyrelsen om, hvem han kontakter og om resultatet af hver kontakt. I overensstemmelse med gældende praksis på området vil Kim honoreres med 10 pct. af de midler, han tilvejebringer for foreningen. I tilfælde, hvor der gives ydelser i stedet for penge, tilfalder disse foreningen kvit og frit. Der afregnes løbende fra sag til sag med foreningens kasserer

Som følge af Kims udtrædelse af bestyrelsen, valgte vi en ny næstformand. Valget faldt enstemmigt på Annemarie Knigge. Den ene af suppleanterne, Janne Tillge, trådte ind i bestyrelsen som fuldt medlem.

Og til sidst : I forsommeren ansøgte vi om økonomisk støtte fra 9 forskellige fonde: Et fond, nemlig JL Fondet, reagerede med en check på 10.000,- kr!!!

 

 

Generel information

 

Den national konference om selvmordsforebyggelse

Den 7. juni afholdt Referencegruppen for Handlingsplanen for Forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord en national konference, hvor der blev gjort rede for, hvad man havde nået og ikke nået i projektperioden (1998 - 2003).

Referencegruppens formandskab erkendte og beklagede, at Referencegruppen ikke havde gjort tilstrækkeligt i forhold til to af de grupper, der er omtalt i formålsbeskrivelsen; nemlig de efterladte efter selvmord og de ældre. Plenum på konferencen var til gengæld præget af de efterladtes problemer, idet der blev vist to film Når livet bliver for langt af Christian Grønning og Lasse Meldgaard Bloch, og Den lukkede dør af Inger Anneberg.

Der foreligger nu en rapport fra konferencen Selvmordsforebyggelse i perspektiv, som kan bestilles hos Schultz Information , tlf. 70 26 26 36 eller www.sundhed.schultz.dk - eller downloades på www.selvmordsforebyggelse.dk og www.sst.dk

The 10. European Symposium on Suicidal Behaviour, København 25-28 august.

Selv om kongressen, der afholdes hvert andet år, er et europæisk foretagende, kommer der gerne forskere og andet godtfolk fra hele verden - i år fra bl.a. Guatemala, New Zealand, Island, Baltikum og Singapore! Der var i alt ca. 350 mennesker, og det var rart at se, at der var så mange unge - og så mange danske med.

Programmet spændte vidt fra neurobiologiske teorier om genernes betydning til foredrag om selvmordsforsøgeres psyko-sociale karakteristika, og om selvmord set med en historikers øjne. Endelig var der flere indlæg, der viste, at stadigt flere lande nu er i gang med nationale handlingsplaner for forebyggelse af selvmord.

Af særlig interesse for os var selvfølgelig de præsentationer der handlede om efterladte efter selvmord - ikke fordi der var så mange, men de, der var, var gode. Først og fremmest var der en 'workshop' under dansk-canadisk ledelse, hvor man diskuterede, hvorvidt og hvordan man via lovgivning kan forhindre de såkaldte selvmordsbreve på internettet. I bl.a. Norge og Frankrig er det allerede forbudt at 'opfordre til selvmord' og i Danmark er Folketinget (på initiativ af foreningen!) ved at behandle et lovforslag om, at også her i landet skal sådanne opfordringer være ulovlige.

Fra Norge fortalte Kari Dyregrov i to indlæg dels om, hvordan efterladte forældre havde reageret positivt på det at deltage i en interviewundersøgelse, dels om den (manglende) støtte fra lokalmiljøet, mens Onja Grad (Slovenien) i sit indlæg fokuserede på de omkostninger det medfører for en behandler, når en patient tager sit eget liv. Der var også et meget interessant indlæg fra Belgien, hvor Karl Andriessen, der er formand for de flamske selvhjælpsgrupper for efterladte efter selvmord, fortalte om, hvordan de i Belgien i samarbejde med det flamske sundhedsministerium har oprettet en 'Media-Award', der uddeles til de medier, der kun omtaler selvmord og selvmordsadfærd på en hæderlig og forbyggende måde.

Kim Engelbrechsten havde fået æren af at afslutte kongressen med foredraget Survivors' perspective - en opgave han kom ualmindeligt godt fra. Og som rosinen i pølseenden kunne han fortælle, at vinderen af poster konkurrencen, Keith Foster fra The National Institute for Mental Health in England, havde videregivet prisen på kr. 5.000,- til vores foreningen. Rent bortset fra, at pengene falder på et tørt sted, havde gaven desuden stor symbolværd - og i det hele taget tror vi at mange af de danske deltagere, gik hjem med en øget bevidsthed om de efterladtes problemer

Verdens dag for selvmordsforebyggelse, 10.september

For et par år siden udnævnte WHO og International Association for Suicide Prevention den 10. september til at være den dag, hvor man verden over skulle gøre opmærksom på vigtigheden af forebyggelse af selvmordsadfærd. I Danmark havde Psykiatrifonden og Foreningen til forskning og forebyggelse af selvmordsadfærd arrangeret et heldagsmøde, hvor der var oplæg fra forskere, behandlere og andre i sundhedssektoren. Inger Annebergs film Den lukkede dør blev vist, og som sædvanlig gjorde den et dybt indtryk. Unni B-B holdt et oplæg , hvor hun dels diskuterede de efterladtes situation og forhøjede risiko for selv at begå selvmord, dels fortalte om Landsforeningens tilblivelse og målsætninger. Der var lagt ca. 100 af foreningens folder frem, og de blev nærmest revet væk.

 

 

 

Nyt fra lokalkredsene

 

Fyn

Fynskredsen afholder Årsmøde med generalforsamling i Lokalhistorisk Biblioteks mødelokale, Klosterbakken 2 i Odense. 4.oktober k. 19.00. Inger Annebergs seneste film "Sandheden om et selvmord" vil blive vist.

Der er indgået en aftale med Dorthe Korshøj, leder af Børns Vilkårs sorggruppeafdeling, om at børn, der er efterladte efter selvmord, kan henvises til Børn Vilkårs sorggrupper. Aftalen indebærer at Fynskredsen kan henvise børn til sorggrupperne mod at dække omkostningerne på kr. 5000 pr. barn. Ordningen er landsdækkende, og alle kan benytte sig af den, såfremt omkostningerne dækkes, og barnet er over 10 år. På Fyn blev der i august etableret en sorggruppe med tolv børn, hvoraf de tre er efterladte efter selvmord, og der starter en ny i oktober/november.

Roskilde

Landsforeningens lokale arbejdsgruppe i Roskilde Amt deltog i år for første gang i den årlige SUNDHEDSDAG på Hestetorvet i Roskilde. Her mødtes alle de frivillige patientforeninger, repræsentanter fra amtet og kommunen og fra apotekerne på en fælles markedsplads med boder og aktiviteter. Dagen forløb positivt og der var skabt rum til en dialog med de efterladte. Arbejdsgruppen havde desuden en artikel om foreningen med i den husstandsomdelte Sundhedsavis.

Lokalkredsen er desuden gået i gang med at søge lokale § 115-midler til lokale arrangementer, f.eks. filmaften for efterladte i de større byer i amtet, og sammen med Rosenkilden Frivilligcenter søger de om midler til den fortsatte drift af sorg- og selvhjælpsgrupper.

Vestsjællands amt har desuden etableret en kontaktperson, nemlig Ingelise Houmølle der kan træffes på telefon 58853038

Storstrøms amt

Der arbejdes med at få etableret flere selvhjælpsgrupper. Som glædeligt nyt har amtet oprettet et center til forebyggelse af selvmord. Denne gruppe består af 2 psykologer, der foreløbig har kontor på statshospitalet på Oringe. Janne Tillge der er kontaktperson for Storstrøms amt, er blevet kontaktet af Centret, der var meget interesserede i at høre mere om Landsforeningen. Da Centret er åbnet 1. august i år, er det stadig meget nyt - men et vigtigt tiltag i det forebyggende arbejde.

Det kan tilføjes, at Kolding Selvhjælp er vært ved et arrangement for efterladte torsdag den 28 oktober kl. 19 - 21. Arrangementet finder sted i Kolding Selvhjælps lokaler, Slotsgade 22. Der Ved vises en af Inger Annebergs film., og bagefter vil interesserede kunne deltage i en debat om filmen. Alle er velkomne.

 

 

Andet

 

 

Forskningsprojekt

Unni Bille-Brahe, Elene Fleischer og Henrik Schiødt har udarbejdet planer for et 2-årigt forskningsprojekt vedrørende de efterladtes situation, og er nu ved at søge midler hos både offentlige og private fonde. Alle tre har stor erfaring, når det gælder selvmordsforskning. Formålet er at afdække behovet for hjælp og støtte hos de efterladte og hos andre, der berøres af et selvmord (behandlere, lokomotivførere, chauffører, ol.), at få et overblik over 'eksisterende' hjælpemuligheder, og på grundlag heraf udarbejde forslag til en udvikling på området. Forskningsprojektet vil bl.a. bestå af en spørgeskemaundersøgelse og et opfølgende personligt interview med udvalgte fokusgrupper. Bestyrelsen har givet sit tilsagn til, at de tre forskere ved brev må henvende sig til Landsforeningens medlemmer med spørgsmål om de vil deltage undersøgelsen, der selvfølgelig vil være helt anonym. Det kan tilføjes, at projektet er anbefalet af Center for Forebyggelse af Selvmord, Psykiatrisk Afd., Odense Universitetshospital og Dansk Jernbaneforbund.

Vedrørende e-mail adresser

Landsforeningen har, som bekendt, fået en ny e-mail adresse: info@efterladte.dk.

Vi skal benytte lejligheden til igen at opfordre vore medlemmer - nye som gamle - til at oplyse deres eventuelle e-mail adresse. E-mail adresserne bruger vi bl.a. ved udsendelse af nyhedsbreve, og jo flere med e-mail, des færre udgifter til porto. E-mail-adresserne bedes sendt til Anja Thomsen på anja.thomsen@stofanet.dk Husk ved al henvendelse at oplyse fulde navn.

Forespørgsler fra pressen

Foreningen modtager med mellemrum forespørgsler fra pressen, om vi kan være behjælpelige med at skabe kontakt mellem en efterladt og pressen. Hvis du / I er interesserede i at fortælle jeres historie, opfordres I til at kontakte foreningen formand Unni Bille-Brahe på 70 27 42 12 eller på info@efterladte.dk

Litteratur

Jorit Tellervo har udgivet antalogien "Selvmord blandt gamle mennesker - myter, viden og forebyggelse" på Nyt Nordisk Forlag.

Lektørudtalelse (forkortet version):

Modsat den almindelige opfattelse er det blandt de ældre, der sker flest selvmord. Bogen her råder på glimrende vis bod på denne uvidenhed. Gennem en række artikler skrevet af forskellige forfattere med tilknytning til emnet (først og fremmest selvmordsforskere, men også læger, psykologer, teologer, en journalist og en kulturforsker) kommer læseren meget tæt på ,både fagligt og menneskeligt.

Kim Engelsbrechtsen har udgivet bogen "Lev stærkt dø naturligt" på Ekstrabladets Forlag

Lektørudtalelse (forkortet version) :

Denne bog er et oprigtigt, stærkt og hudløst bidrag fra en far til en 16 årig, der har taget sit eget liv. Et stigende antal unge vælger selvmordet, når livet byder på modgang, således er der hvert år 10.000 unge i alderen 15 - 24 der forsøger at tage deres eget liv. Bogen rummer desuden et givende og positivt afsnit om Joan med overskriften " jeg overlevede - heldigvis". Bogen afsluttes med selvmordsstatistikker, kontaktmuligheder og litteraturliste.

Bestyrelsen har udarbejdet en oversigt over bøger, artikler og film der kunne være aktuelle at læse som efterladt. Oversigten vil i løbet af efteråret blive lagt ind på vores hjemmeside. For de der ikke umiddelbart har adgang til internet, kommer efterfølgende en forkortet udgave i form af en oversigt over bogudgivelser.

Det var alt for denne gang…

Med venlig hilsen fra bestyrelsen

LITTERATUR:


Andersen, Merete Morken
Hav af tid : roman
Gyldendal 2003
Den 16-årige Ebba har taget sit eget liv, og i de fraskilte forældres
monologer, i skildringen af begravelsesdagen og i Ebbas afskedsbrev til sin
lille halvsøster søger romanen forklaringen på den fortvivlede handling

Anneberg, Inger
Sorgen ved selvmord
Høst 2002
Igennem samtaler med en lang række efterladte til selvmord samt
repræsentanter for bl.a. politi og det offentlige gives et nuanceret
indblik i de efterladtes situation

Bjørnstad, Ketil
Tesman
Forlaget Cicero 2004
Da psykologen Tesmans kone begår selvmord, står han fortumlet tilbage.
Tankerne kredser omkring det uforståelige, men han tør ikke tage
konsekvenserne og se sit liv i det rette perspektiv

Bøhle, Solveig
Nogen bliver tilbage - når et menneske tager sit liv
Borgen 1992.
Med baggrund i en udsendelsesrække i norsk radio og tv om selvmord og de
efterladte bringes samtaler med efterladte og psykiatere om skyldfølelse,
sorgbearbejdelse, tabu'er og fordomme i forbindelse med selvmord



Brix, Helle Merete
I begyndelsen. En fortælling
Tiderne Skifter 1994.
Fortælleren og hendes søster har fået skrøbelige sind af en kaotisk barndom
med en elskelig, men utilregnelig mor, der begik selvmord. Som voksen
venter fortælleren stadig på, at livet skal indfinde sig


Davidsen-Nielsen, Marianne og Nini Leick
Den nødvendige smerte : om tab, sorg, og adskillelsesangst
Hans Reitzel 2003
Om den uforløste sorg efter dødsfald eller skilsmisse med en beskrivelse af
fire faser i sorgarbejdet fra erkendelse af tab, indtil man er i stand til
at gå videre i livet samt om risikogrupper og om arbejdet i sorggrupper .



Dyregrov, Atle
At tage afsked : ritualer der hjælper barnet gennem sorgen
Hans Reitzel 1995
Råd og anvisninger til voksne i forbindelse med børns møde med
sorg/dødsfald. Ritualer, ceremonier, at se den døde, begravelse og
krisereaktioner

Dyregrov, Atle
Katastrofepsykologi
Dansk psykologisk Forlag 2004
Indhold: Katastrofereaktioner hos overlevende og efterladte ; Organisering
af det psykosociale hjælpearbejde ; Det akutte psykosociale hjælpearbejde ;
Opfølgning over længere tid ...

Engelbrechtsen, Kim
Lev stærkt - dø naturligt : en bog om unge og selvmord
Ekstra Bladet 2004
Forfatterens breve til sønnen Jakob, der begik selvmord, samt et forsøg på
at give gode råd til andre unge og forældre, så de ikke havner i samme
situation

Hansen, Hans
Hold mig tæt
Thode, 1995.
Elsie på 15 år er forelsket i den 19-årige Allan. Sammen tager de op i
mormoderens sommerhus, hvor Elsie for første gang fortæller om sin morfars
selvmord.

Jamison, Kay Redfield
Når mørket sænker sig : om at forstå selvmord
Lindhardt og Ringhof 2001
Selvmordet og dets årsager belyses historisk, litterært, kulturelt og
videnskabeligt. Som professionel psykolog med personlige erfaringer som
maniodepressiv beskriver forfatteren selvmorderes psykologi, sociologi og
biologi og belyser det med et omfattende eksempelmateriale

Kappelgaard, Knud
Under mørket lever han videre
Queenswood, 1997.
En digter fortæller kort og præcist om sin barndom og ungdom, der blev
ødelagt af faderens selvmord, voldsomme seksuelle oplevelser og en forgæves
søgen efter kærlighed
Krog, Kirsten Mejlhede
En meddelelse
Thode, 1994.
Katrine er 15 år, da hendes storesøster begår selvmord. Familien er lammet
af sorg og skyldfølelse, og det er svært at komme videre.

Kuklin, Susan
Efter et selvmord : unge fortæller
DCR Forlag 1998
Interviews med unge amerikanere, der har oplevet selvmord i den nærmeste
familie- eller vennekreds

Annette og Jørgen Due Madsen
Sorgens mange ansigter : breve om tab, trods og trøst
Kristeligt Dagblad Forlag 2003
Breve og svar fra Kristelig dagblads brevkasse "Spørg om livet" om sorgen
og de mange former den kan antage

Møller Pedersen, Kim
Alene indeni : om unge og ensomhed
CDR Forlag 2004
Samtaler med unge og deres forældre om deres ensomhed, problemer med skolen
og forældrene, mobning og selvmordstanker. Anvisninger på tilbud til
ensomme børn og unge

Nielsen, Poul A.
I fremmed land : at leve med en datters psykiske sygdom og selvmord
Unitas 2001
En personlig beretning om den psykisk syge Lise og hendes familie, om
afmagt og anfægtelser og om trøsten i den kristne tro

Selvmord blandt gamle mennesker: myter, viden og forebyggelse
faglig redaktion: Jorit Tellervo
Nyt Nordisk Forlag 2004
Tværfaglig antologi skrevet af sygeplejersker, psykologer, præster,
selvmordsforskere, en læge og en filosof. Desuden fortæller gamle
mennesker, hvorfor de blev drevet ud i et selvmordsforsøg. Og efterladte
familiemedlemmer fortæller om de følelser, man bærer på, når én man elsker,
afslutter livet ved selvmord.

Pevsner, Stella
Hvorfor, Diane?
Gyldendal, 1992.
Bethany og hendes familie rammes hårdt af søsteren Dianes selvmord, og
Bethany vil opklare, hvorfor Diane valgte at dø, når hun havde alt, hvad
man kan ønske sig.

På grænsen til livet: unges digte om selvmord.
Husets Forlag, 1996
Digte om selvmord og om det vanskelige liv, skrevet af en række unge
deltagere i Århus Kommunes forsøgsprojekt "Livet er dejligt, men jeg kan
ikke leve det" 1994/95

Semper, Lothar
Jeg ville gerne dø på en Harley Davidson
CDR-Forlag, 1997.
Simons gymnasiekammerat Mark har taget sit eget liv. Ved at skrive om Mark,
forsøger Simon at finde en forklaring på, hvorfor det gik så galt.
Sorg og savn-serien:
Børn om mors og fars død : 32 børn skriver om at miste mor eller far
idé: Signe Rølmer, redaktion: Signe Rølmer og Peter Olesen
2000.
Kroghs Forlag 2000

Mit barn døde : 25 forældre skriver om at miste et barn
idé: Peter Olesen, redaktion: Birgit Madsen, Johan Zimsen Kristiansen og
Peter Olesen, portræt-fotos: Henrik Bjerregrav
Kroghs Forlag 2001
Min mand døde - min kone døde : 25 danskere skriver om at miste deres mand
eller kone
redaktion: Birgit Madsen, Johan Zimsen Kristiansen og Peter Olesen,
indlæsere: Chili Turéll og Jan Wilhelmsen
Kroghs forlag 2002

Min mor døde - min far døde : 25 danskere fortæller om at miste en mor
eller far som barn
ide og redaktion: Peter Olesen, portræt-fotos: Tomas Bertelsen
Kroghs Forlag 1999

Min søster døde - min bror døde : 25 børn og voksne skriver om at miste en
søster eller bror
idé: Anneli Sejer Iversen, redaktion: Anneli Sejer Iversen og Peter Olesen,
foto: Henrik Bjerregrav
Kroghs Forlag 2001

Uddberg, Mari
Dit liv - min ven. til minde om Mari
Delta, 1983.
En ung piges breve og dagbøger gennem de sidste 5 år inden hendes selvmord
som knap 21-årig samt moderens dagbog fra det første halve år
efter datterens død

Wallentin, Mikkel
Rævegraven
Lindhardt og Ringhof 2003
Jeg fortælleren er studerende i Århus og arbejder på en bog om selvmord.
Han bliver ensom, da vennen Rasmus forsvinder, og begynder en større
eftersøgning - godt hjulpet af Rasmus' efterladte computerbeskeder

Ågedal, Odd-Åge
Sejr i tab : et ægtepars møde med barnløshed, adoption, hyperaktivt barn og
selvmord
LogosMedia 2003
Et kristent, norsk ægtepar, Astrid og Harald Husby, fortæller om deres
adoptivsøn Raymonds tragiske liv og selvmord, og om deres forhold til Gud
som hjalp dem igennem sorgen