Hvorfor tør ingen tale med mig om det? - Personlig beretning - med svar
Til oktober er det nu 5 år siden min kæreste som 43 årige begik selvmord. Jeg havde ikke kendt ham så længe og kendte risikoen. Alligevel var jeg blevet dybt forelsket i ham og sorgen var stor da hans selvmord lykkedes.
Jeg kan stadig stivne, ved visse melodier eller ting der minder om ham. Sorgen er der ikke hver dag, men i perioder kommer den og jeg har behov for at nævne ham og tale lidt om ham.
Desværre oplever jeg at mine bekendte og familie lukker af med ja han var dum, eller det var dumt gjort el.,lign. Ikke noget med det var tarveligt eller hvordan har du det med det?
Hvorfor tør ingen tale om det? hvorfor må JEG IKKE længere tale om det. Alle tænker det er så længe siden, det har hun glemt eller det er hun kommet over. Ja jeg er kommet videre men har bestemt ikke glemt det og det gør mig MEGET ondt at jeg ikke længere må tale om HAM der var mit livs kærlighed.
Er der andre der har samme oplevelse hører jeg meget gerne om det? også hvis I har fundet en måde at tackle det på? Er det unormalt stadig at have det sådan efter 4-5 år?
Mange hilsener
Bente Thorup
Herunder følger svartil Bente fra "Ellen" (anonym men hendes navn er kendt af webmaster/landsforeningen)
7. maj 2005
Jeg læste din mail i de personlige beretninger og blev berørt at dit brev. Du har helt ret, at det er mærkeligt at vi stadigvæk her i år 2005 ikke kan give os selv og hinanden lov til at huske det gode de personer vi har elsket har gjort. For der er jo meget der har været godt og det vil vi gerne fastholde selvom vi har mistet personen ved selvmord.
Du er ikke alene - men det er jo ikke nogen trøst. For det er hårdt at være efterladt efter selvmord. Det er ikke muligt at glemme et sådan traume. Jeg hørte en gang en meget klog gammel dame sige: At arene i sjælen ved selvmord er lige så umulige at komme over og lade som ikke værende, som hvis man havde været ude for en voldsom trafikulykke, og der var gået infektion i såret. Så ville de læges og komme ny hud, men der ville altid være er rigtig grimt ar, som mindende een om det, der var sket.
Noget helt andet er så, at din familie og venner måske netop ikke kan høre, hvad du siger, fordi de i deres hjælpsomhed tror, at de SKAL gøre noget for, at det er lettere for dig at være selvmordsramt. Mange i vor samfund tror, at det hælp og trøst handler om, at forsøge at fjerne smerten fra en anden, og det kan man jo ikke. Vi har i det danske samfund igen som i den øvrige europæiske samfund glemt; at omsorg og hjælp er, når et andet menneske tager sig tid til at være til stede og lytte til det du, som selvmordsramt har at fortælle og stadig lider under.
Vi har glemt, at der er en mening med, at vi er skabt med 2 øre og en mund. Meningen er, at vi som "støtter" og hjælpere for mennesker skal lytte dobbelt så meget som vi taler. Det er os, der skal gøre os fortjent til, at få din tillid, det er dig, der skal have tillid til at vi vil og kan lytte til dig. Det er jo dig der skal sætte dagsordenen for samtalens indhold.
Jeg håber for dig at du har fået nogle gode og brugbare reaktioner på dit indlæg.
De bedste hilsner - og du er velkommen til at skrive hvis du har lyst
Ellen
7. maj 2005
Kære Ellen
Tusinde tak for dit svar.
Nej jeg har desværre slet ingen reaktioner fået, så jeg var meget glad for din hilsen.
Det er hårdt ikke at have nogle at dele smerten med og sejt i ny og næ at blive mindet om selvmordet, når man støder på en kendt duft eller ting der har tilhørt afdøde.
Hilsen Bente
8. maj 2005
Kære Bente
Du er rigtig meget velkommen til at skrive til min mailadrs. Hvis du har
lyst og energi.
Noget andet er at jeg ikke er efterladt, men jeg kan godt sætte dig i kontakt med en anden, der lige som du har mistet en ægtefælle.
Vend tilbage hvis du har lyst. Din mail var rigtig fin - og det, at du ikke har fået nogen reaktioner skyldes nok mest det, at vi mennesker tror at alle andre svare, så det behøver jeg ikke at gøre. De bedste hilsner
Ellen
8. maj 2005
Kære Ellen
Jeg vil da meget gerne i kontakt med en anden efterladt. Det ærgrer mig blot jeg ikke for flere år siden har fundet frem til at kontakte efterladtes hjemmeside. Jeg læste om det i et blad og der stod det aldrig var for sent at komme i kontakt med foreningen, så tænkte jeg det må jeg prøve. Jeg troede at det var ved at være på afstand, men så pludselig stødte jeg på noget jeg havde fået af ham og så kørte tankerne igen.
Jeg bor i Jylland, men derfor kunne jeg jo sagtens skrive eller ringe sammen med en længere væk fra.
Er der noget jeg kan gøre herfra, vil jeg også meget gerne hjælpe frivilligt.
Det har været utroligt befriende at høre fra dig og høre det ikke er unormalt at have det som jeg har det, selvom der er gået snart 5 år. Jeg var ved at være bange for jeg "hang" fast i sorgen!
Hilsen Bente
3. juni 2005
Kære Bente
Hvordan går det? Har det hjulpet at maile sammen med en anden efterladt? Må vor korrespondence lægges ud på nettet til eventuel gavn for andre?
Hilsen
Ellen
3. juni 2005
Kære Ellen
Det har da været godt at høre at der er andre der har oplevet selvmord. Men jeg synes ikke mailene har ændret så meget, jeg fik stadig et stort sug i maven da jeg kørte forbi tilkørslen til motorvejen ud mod hans gravsted forleden.
Der har været en periode hvor jeg ikke tænkte så meget på ham og ikke havde lyst at tale om det. Men nu fylder det igen, jeg er træt og ked og det er det jeg ikke forstår bliver ved nu 5 år efter.Jeg kan snart hverken finde hoved eller hale i noget.
Hilsen Bente
5. juni 2005
Kære Bente.
Det lyder som om du fortsat slider med dit tab. Har du haft mulighed for at være i en sorggruppe for efterladte efter selvmord. En sorggruppe er noget helt andet, end at gå hos en psykolog. En sorggruppe er altid ledet af en professionel behandler i modsætning til selvhjælpsgrupper, hvor det er frivillige der er tolvholdere. 5 år er både kort tid og lang tid, når vi taler om selvmord. Og for dig er det måske lige nu "kort" tid - så måske skulle du overveje om der findes et målrettet sorgtilbud inden for dit lokalområde. Et er i hvert fald sikkert. Så længe du har det skidt med selvmordet er du ikke kommet ordentlig igennem de smertefulde følelser, der omkring det. Og i forhold til disse problemer er det at maile eller snakke med andre efterladte formodentlig ikke nok.
De bedste hilsner Ellen